mandag den 24. marts 2014

Ikke mindre end....

Det hele kongerige skal der til når min lille niece (som så ikke er så lille mere) skal have sit første barn til maj... Hun ved allerede det bliver en lille pige... Så derfor skulle det da laves i den nye skønne hindbær farve der lige er kommet. Jeg har valgt at strikke det easy care fra Mayflower som kan vaskes i maskinen, hvilket jo gør det nemmere når man får en lille ny...
Faktisk troede jeg, at jeg var ved at være lidt i tidsnød og havde heller ikke regnet med at jeg ville gå Igang endnu men jeg havde brug for at strikke noget som ikke krævede så meget, og har jo strikket dette et par gange efterhånden så det er et dejligt overskueligt projekt... 
Og nu jeg sidder og tænker over hvornår jeg startede så jeg Faktisk temmelig
Overrasket over hvor langt jeg allerede er nået for startede først sidste lørdag, men har så heller ikke strikket på andet eller lavet meget andet kreativt, og har jo haft en del tid i sofaen... :-)
Er lige startet på spidserne, de kan altså godt være en smule dræbende... Men på den anden side er de rigtig hyggelige at strikke og skønt at se på projektet tager form..



Så burde billedet kunne ses :-) havde blogget fra min telefon det var åbenbart ikke så godt  :-)

lørdag den 22. marts 2014

Stille

Der er dømt stilhed i hytten..
Drengene syntes, at de trængte til lidt mormor og morfar hygge, og det skal jeg da ikke stå i vejen for, så de blev hentet af min mor igår, som så lige kom hjem og hyggede lidt om mig først...
Hun har bare været en guldklump til at komme og være her lidt hos mig i nogle af dagene, selvom hun ikke bor lige rundt om hjørnet og har et godt stykke vej, så har hun været her mindst 2 gange om ugen, har medbragt lækker frokost til os. 
Dejligt lige med lidt selskab og hjælp til det daglige, selvom jeg ellers er typen der helts vil klare alting selv, så må jeg nok indrømme, at jeg denne gang har nydt, at min mor er kommet og givet en hånd med lidt oprydning, tøjvask og støvsugning.. så behøver jeg ikke helt at have så dårlig samvittighed over ikke, at jeg får lavet så meget i løbet af dagen...

Men drengene hygger med mormor og morfar og det dejligt, at de har sådanne et sted, som næsten er lige som deres eget hjem, når de lige har brug for lidt andet end det herhjemme...
Og de mærker nok, at mors energi ikke lige er der så meget som den plejer, og selvom de har taget det hele i stiv arm, ja så kan man jo godt få brug for lidt ekstra forkælelse...

Manden og jeg hygger også, i aften skal vi i biffen...
Jeg var så heldig at vinde disse fribilletter hos strikkefåret og nu må vi altså hellere til at få dem brugt, har glædet mig til at skulle i biffen, det er ikke så tit vi kommer det..


Så tænker jeg måske lige skulle overveje at snuppe en morfar på sofaen (hvilket snart er blevet en fast rutine her i hytten) da det er så pinligt at falde i søvn i biffen :-)

Lige inden jeg fik den skide blodprop, havde jeg været i gang ved strikkemaskinen og det blev der denne her jakke ud af...
som du nok kan se, så er ærmerne temmelig lange på det første billede men har nu endelig fået kortet dem af, så de passer...


Som du kan se på den lille tyksak her så passer de fint nu :-) Den er blevet næsten som jeg regnede med, men der lige nogle ting der skal ændres hvis jeg får lavet en ny.....
Kunne nemlig godt finde på at lave en mere, i nogle andre farver... men det må tiden vise, om det bliver noget kommer igang med :-) er sjældent god til at lave flere af samme slags.. 
men den anden vil der jo også komme nogle ændringer på... såeee ....


Jeg havde også klippet to kjoler inden og syet dem samme, manglede så lige at få sat halskanten på og lagt den op i ærmet og længden...
Nu fik jeg det endelig gjort på den ene... selvom tingene nu tager lidt længere tid for mig, fordi jeg bliver så skide træt eller ikke kan koncentrere mig så længe af gangen...
Det med koncentrationen bliver dog bedre og bedre for hver dag...


Og tror, at det jeg strikker har gjort meget, i starten da jeg var hjemme kunne jeg ikke sidde ret længe og strikke, hvis jeg overhovedet orkede, men nu går det lystigt derud af uden at jeg mister overblikket eller at armen sover, så det er altså virkelig en befrielse, for var virkelig nervøs for, at der var gået et eller andet helt galt som ikke var blevet opdaget...
Men var højst sandsynligt bare trætheden efter det hele og lige mig der skulle igang igen...
Så puster lettet ud.. for tænk hvis jeg ikke kunne have strikket mere, det havde da været en katastrofe.......

Fik lavet kjolen helt færdig fredag og da drengene lige var hjemme og vende inden de skulle videre til mormor siger simon, den er ellers meget pæn mor, kan godt lide den zebrastil du har gang i der.. hmmm det er nu blomster min dreng.. men det nænnede jeg så ikke at sige til ham :-) for han så altså bare så sød ud da han stod og sagde det andet....

Solen har skinnet smukt her i formiddag, og fik lokket genboen til at lufte Bertha og jeg... Familien er ikke så glade for, at jeg vandre rundt alene endnu, men det må de altså snart vænne sig til, for genboen kan ikke næsten hele næste uge... og vi kan jo ikke bare sidde her og glo....... Men jeg skal nok finde på noget... ellers må vi tage snigeren..

Håber du nyder weekenden og har haft tid til at hygge om dig selv :-)

Har faktisk noget nyt på pindende.. men det må du lige vente lidt med at se til næste indlæg, det er godt nok en gave, men satser på, at modtageren ikke læser med her..

Ha en god weekend...



lørdag den 15. marts 2014

Livet går jo videre....

Også selvom det hele føles temmelig underligt...

Så står jeg stadig op hver morgen og sender mand og børn afsted.. 
Drengene har deres hverdag der fortsætter som altid med skole, legekammerater og sport, og manden skal afsted og passe jobbet...
Så egentlig er alt som før, og alligevel ikke, jeg føler mig som sådanne ikke anderledes, jeg er jo nok stadig den samme som før.
Jeg har ingen synlige men af, hvad der skete.. Men selvom alt syner som før, så føles det absolut ikke som før...
Kan ikke helt sætte finger på hvad der er anderledes... Det hele føles bare meget anderledes...

Jeg tænker meget over, hvad der er sket, hvad der kunne være sket, hvor heldig jeg var og hvorfor... har absolut ikke fundet noget svar endnu....
Jeg føler hver en cm af min krop, jeg føler efter hvordan jeg har det, og mærker alt.... Og tænker at nu skal jeg da vist passe lidt på, at jeg ikke går hen og bliver en hypokonder...
For må altså nok tilstå, at der ikke skal meget anderledes til før jeg bliver nervøs eller bekymret, og tænker om der nu er noget på vej igen..
Jeg ved godt jeg får min mormor medicin, ja det kalder jeg det blodfortyndende medicin jeg får, for synes det er lidt mormoragtigt at tage sådanne noget.. Og jeg ved jo også godt at det gør, at der nok ikke kommer noget igen...
Men det kan altså ikke helt stoppe angsten for, at der kommer en ny blodprop eller noget andet for den sags skyld...
Det er en meget underlig fornemmelse at gå med i kroppen og jeg håber, at tiden læger den følelse.. For jeg er ikke typen der ellers sådanne render rundt og er bange.. Og jeg har sådanne set heller ikke lyst til at leve mit liv i angst for, at der skal ske noget hele tiden, det kan jeg ikke bruge til noget som helst..
Men tænker at tiden er min ven, og tiden hjælper mig videre...
Indtil videre er der jo kun gået en uge... 
Ugen har været fyldt med besøg.. For jeg har haft babysittere på hverdag.. Tirsdag kom min strikkeveninde, onsdag kom min mor, torsdag kom min veninde fra nivå, som jeg gik og snakkede i telefon med da det skete, og fredag kom min mor så igen...

Det har været rart at været omgivet af nogen især de første dage, men håber, at manden min kan leve med, at jeg er lidt alene i næste uge.. For selvom det er dejligt at være sammen med nogen man holder af og som holder af en, så kan jeg jo ikke blive bevogtet resten af mit liv.
Men det har været dejligt at have nogen at snakke med om det, og om alt muligt andet, så man også får tænkt på andre ting.

Ellers går mine dage i meget langsomt tempo, jeg er træt, meget træt, tænk jeg kan blive træt af bare at strikke....
Forleden var jeg i bad og gik en tur med naboen og hunden og så var jeg klar til en lur...
Altså det skal jeg også lige vænne mig til.. det er altså ikke lige mig.. Jeg kan godt lide at styre tempoet, kan godt lide at gøre de ting jeg har lyst til når jeg har lyst og ikke være bundet af noget...
Sådanne er det altså ikke lige nu, og ved godt, at det tager tid, men men har altså ikke den vilde tålmodighed på det punkt der.. Jeg vil jo gerne igang med tusinde ting og ikke bare sidde der og glo på at andre ordner det hele for mig...
Men hvis der skal være en mening med det sker omkring en, ja så er meningen nok, at jeg skal blive bedre til at modtage hjælp og bede om den...

Jeg savner min daglige gåtur med Bertha, hvor det bare var min tid, til at gå og nyde roen og naturen omkring mig.. Men det varer nok lidt inden det bare bliver os to igen og indtil videre har jeg fået lokket naboen til at gå sammen med os, så vi begge kan blive luftet lidt... Især drengene er ikke begejstret ved tanken om, at jeg skal genoptage min alene gåture og det kan jeg godt forstå, men vi må jo også videre..
Men lige nu føjer jeg dem og manden, for orker faktisk ikke at gå så langt endnu, også er det meget rart at have en med, også for min egen skyld, en der lige kan huske mig på, at vi også skal have energien til at gå tilbage.. 
Har fået besked på, at her i starten skal jeg passe på med ikke at overanstrenge mig..... Jeg har idag overvejet gad vide hvor længe det mon er.... hmmm jaeee det jo ikke godt at vide...  det må jeg altså lige finde ud af hvor længe det er....

Blæsten har suset godt idag, og håber, at noget af det smukke dejlige vejr snart kommer tilbage igen, for det kan jeg altså godt vænne mig til :-)

god lørdag til dig og dine håber, at du husker at stoppe op og nyde livet og det du har kært...


mandag den 10. marts 2014

Et vink med en vognstang....

Kan man da vist godt kalde det....

Lige nu sidder jeg og føler mig temmelig heldig, men samtidig også meget forfulgt af uheld...

Fredag gik dagen med en mega hovedpine, en af dem der kommer fra min nakke.. og jeg kunne næsten ikke foretage mig en skid.. Jeg skubbede det hen og tænkte, at det nok kom fra, da jeg var kørelærer og har fået en del ryk i nakken..

Om aftenen bliver det værre jeg får en af de lidt stærkere piller og går i seng...

Lørdag morgen er smerten næsten væk, jeg har det dog temmelig underligt er småsvimmel, har koldsved og føler det lidt som om jeg skal kaste op.. Tænker at det nok var den pille jeg lige snuppede igår..

Henter Sune fra den overnatningsfest han har været til. Vi får morgenmad, solen skinner, og jeg synes at mærke at jeg nu har det meget bedre..
Solen skal da nydes med en dejlig lang gåtur.. Vi tar den mellemlange rute Bertha og jeg.. Først går jeg lidt og sludre i telefonen med min mor.. Vi får snakket færdig og Bertha jeg er nu nået om på den anden side af skoven og ud på vejen..
Går og tænker på en veninde i Nivå, ihhh det er længe siden jeg har fået ringet og længe siden vi sidst har snakket sammen. Så jeg griber telefonen og ringer hende op.. Vi snakker i kort tid og hun spørger mig om noget.. Jeg mærker, at jeg bliver lidt svimmel.....
Taber hundesnoren og vil så samle den op samtidig med jeg svarer... Det er nok der det går op for mig, at der er noget helt og aldeles galt... 
For prøver at samle snoren op og svarer og ud kommer der kun en mærkelig stønnen.. Jeg tænker hvorfor siger jeg ikke det jeg skulle prøver igen og der kommer bare endnu en underlig lyd.. Kan heller ikke få grebet fat om den skide hundesnor.. Så jeg sætter mig ned på jorden, og får sagt med en stemme og nogle lyde som absolut ikke er mine, at jeg ikke kan snakke..  Lige der mens jeg sidder på vejen går det op for mig, at jeg ikke kan bruge min højre hånd og at den tale der kommer ud lyder underlig og snøvlende...
Min veninde er hurtig i telefonen og siger hun ligger på og ringer til Thomas eller 112..
Jeg kan høre en bil og tænker at hvis jeg ligger mig ned så stopper de nok.. Jeg prøver at trykke på telefonen med min hånd, men den virker ikke.. den vil ikke som jeg vil....
Så kommer der en dame hen til mig, og spørger hvad jeg dog laver.. Jeg prøver at fortælle, at der er noget helt galt, at jeg normalt ikke ligger her og ruller rundt på vejen...
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er hun tror jeg laver, men hun og en anden der er stoppet, for mig ind i hendes bil og kører mig hjem til thomas... Og spørger thomas om det er noget han har oplevet før.....
Bagefter har jeg tænkt, gad vide om troede jeg var fuld eller påvirket af noget.......

Men Thomas kunne godt se og høre, at den var helt gal.... Så vi susede på skadestuen med det samme, og jeg blev indlagt på neurologisk afdeling.... 
Fik min hoved scannet og senere en tilbagemelding af alt er normalt.. ha ha min mand griner stadig og mener de har taget fejl af mine billeder og en andens :-)
Tror i jeg kan få papirer på, at jeg er helt normal...?
Nej spøg til side.... Det viser sig, at jeg har haft en lille blodprop i hjernen som har opløst sig selv og gjorde at jeg pludselig fik det sådanne. 
Gudskelov var blodproppen så lille, at jeg ingen men har fået, jeg taler normalt igen, og kan bruge min arm fuldt ud igen... 
Jeg er træt, sover meget, øm i hovedet og stadig på sygehuset. 
Skal have foretaget lidt forskellige undersøgelser idag og så forventer de at jeg kommer hjem idag...
Bliver udskrevet ambulant og skal have foretaget scanning af hele kroppen og tjekket mit hjerte for at se om er risiko for flere blodpropper... Det håber vi ikke...

Så nu den næste tid står den på blodfortyndende medicin og føler mig lidt om en halvgammel kone når jeg sidder der med pillerne der skal ned...

Føler, at jeg er heldig sluppet og alligevel er jeg pissebange, pissebange for, at det skal ske igen, pissebange for, at det er tikkende bombe jeg render rundt med oven på hovedet.. Pisse bange for hvis der nu sker noget mens jeg er alene.... eller sammen med børnene....
Og egentlig er det vel meget naturligt at være bange efter sådanne en oplevelse, egentlig er der vel ikke noget galt i det, men på den anden side, vil jeg heller ikke rende rundt og være bange resten af mit liv... 
Men lige nu føler jeg det som om jeg fortæller om en anden.. er til tider bange men mest virker det helt uvirkeligt, og jeg glæder mig til at komme hjem igen...

Og håber, at dette bare var en advarsel, en reminder om at huske at passe på mig selv om at huske at det på tide at stoppe med at ryge de grimme smøger, smide p-pillerne og væk og så få bugt med resten af de kg der er for meget... Vi håber, at det bare var det, for nu vil jeg altså gerne at vores held det vender.. 

Solen skinner derude og jeg tror dagen bliver smuk idag.. lige det perfekte vejr til at komme hjem til :-)

tirsdag den 4. marts 2014

Pippi Langstrømpe

Er jeg ikke og dog måske lidt alligevel....

For har da syet mig en kjole der godt kan bringe mig lidt derhen af :-)


Kjolen er syet i en bomuldsjersey, som er købt Hos-Pihl i vejen, så vidt jeg er orienteret har hun ikke hjemmeside endnu, men er at finde på facebook :-)
Blomsten har jeg tegnet i hånden på et stk. af det der strygeviseline også strøget det på et stykke jersey og derefter strøget det på kjolen. Derefter har jeg zigzagget rundt om den...
Har også fået gang i tvilligenålen.. her har jeg syet kanterne med en tråd tyrkis og en tråd grøn.. Hvorfor jo det var da bare fordi.. :-)

Den er i øjeblikket helt klart min ynglingskjole... Jeg elsker den og glæder mig til foråret kommer så jeg kan rende rundt med bare arme...

Og endnu bedre så har jeg kun syet den i str. L og jeg kan passe den :-) wup wup......

Her i Præstø er det rigtig forårsvejr om formiddagen solen skinner, der er fugle der kvidre og man bliver da bare helt glad i låget, men når vi rammer middagstid ja så begynder det at blive gråt og trist og temmelig køligt.. Men hvad det er da en start...

Jeg har fået gang i strikkemaskinen og håber, at jeg har færdig en af de nærmeste dage... er meget spændt på hvordan resultatet bliver.... for nogle gange er en ide rigtig god inde i hovedet, men når det så kommer ud og bliver færdigt er det ikke altid lige det ender som jeg havde regnet med... men det må tiden jo vise :-)

skulle også gerne lige i stofskuffen og se om den ikke gemmer på noget jeg lige kan sy mig et par tunikaer mere så jeg har noget tøj der passer lidt bedre end det musene er kommet til at ligge lidt for meget ud :-)

Håber du har haft en dejlig dag :-)

søndag den 2. marts 2014

Jamen var det bare det....

Kender du det når det er at den tanke dukker op i ens hoved og man tænker, ej hvorfor vidste jeg ikke det noget før.....
Men sådanne er det jo bare, og der er jo nok en grund til at man skal gå nogle omveje for at komme endeligt i mål...
Og endeligt i mål vil jeg ikke sige, at vi er.. Men vi er godt på vej...

Her ser du billede af nogle af de lækreste mennesker i verden.. Og ja den ene er selvfølgelig mig, og den anden er en af mine dejlige drenge...

Nu er det jo vældig moderne at tage selfies i disse dage, og mine drenge elsker det.. så på sidste weekends skovtur måtte vi da lige have et...

Og hvorfor viser jeg så det billede sidder du nok og tænker.. Jo men det er for at vise min dejlige dreng er kommet tilbage, bliver så glad og varm om hjertet når jeg kigger på dette billede.. For jeg ser det glade lidt frække glimt i hans øje og hans smil.. Smilet har længe ikke nået helt op til øjnene..
Det har længe kun nået til munden og ikke længere op..
Og ja jeg har været bekymret, men nu er vi på rette vej.

I starten af året, startede begge mine drenge på en ny skole, og allerede i den første uge, kunne vi mærke en markant ændring... En glad og smilende dreng tog afsted om morgenen og kom sørme også sådanne hjem igen.. Han blev mere rank og mere positiv, for her var en masse dejlige klassekammerater, som tog imod ham og synes om ham som den dreng han havde glemt han var...
Her kan han være sig selv...
Her behøver han ikke at prøve at være en anden end den han er.
Her behøver han ikke at skulle lade som om, her er han accepteret for den han er..
Her ser læren, at han faktisk er en dygtig dreng... Som faktisk kan en masse ting og gerne vil....
Det er bare sådanne en fantastisk følelse at se ham så glad.. Det gør bare livet så meget mere værd, når ens børn trives... 
Og De trives, begge to...
Men Simon er nok den der har den største forandring... 

Samtidig fandt jeg jo på, at vi skulle til at leve anderledes, simon og jeg har begge en tendens til at blive temmelig meget runde i det..
Og mine unger er ellers ikke de mest kræsne børn der findes, men at få en dreng på 12 år, der elsker mad, ligeså meget som sin far, til at droppe sovs og primært leve af grøntsager er altså ikke nemt...
Jeg kan selv huske det fra da jeg var barn, var på den ene kur efter den anden og sådanne skal det ikke være for mit barn...
Jeg har ledt og ledt og pludselig dukkede LCHF op, det var mig ikke ukendt da min store stedsøns kæreste har levet sådanne et godt stykke tid for godt et år siden...
Men jeg fik taget mig sammen til at læse om det...
Og tænkte det er for godt til at være sandt.. Men jeg forsøgte først med mig selv, at leve 100% efter denne facon.. Og tænk det virker ikke kun på nålen på vægten, men også på humøret og energien.. Jeg er overrasket over hvor nemt den tilvænning gik.....
Og nu kører vi alle derud af (eller dvs. ikke helt alle.. der er nogle der får kulhydrater stadig.. blandt andet min mand som er sikker på, at han dør uden sit daglige rugbrød og morgenbolle....) Og drengene får også lidt den ene lidt mere end den anden afhængigt af hvor aktive de er sportsmæssigt...

Men men men.. tænk jer, når Simon ingen gluten får.. Så er han også meget gladere end ellers, og han har en meget bedre energi..
Så har bare fået min dreng igen, som jeg vidste der var derinde under de triste øjne.. 
Har ikke fået ham undersøgt for glutenallergi, men kan se, at når vi holder det på et meget lavt niveau, ja så kører det bare både for ham og jeg....

Så derfor måtte jeg bare lige dele dette billede med dig.. Som lige nu er mit ynglingsbillede og jeg kan se på det igen og igen....

Og plusset ved denne måde at leve på at vi skrumper, og oplever faktisk at de mus der plejer at lægge mit tøj ind om natten er begyndt at lægge det ud i stedet for :-) 
Og det er alt imens jeg spiser flødesovs til aftensmaden og når jeg en sjælden gang drikker kaffe er det med fløde i....
Vi spiser god mad og mad der smager af noget. Og grøntsagerne glider noget nemmere ned hos en dreng på 12 år når han må dyppe dem i mayo eller putte flødesovs på.... Den vigtige del er så at han ikke får alt for mange kulhydrater til. Det mål arbejder vi os stille henimod og finder på en masse gode alternativer til pasta, ris og pizzabunde... Hvilket gør, at jeg har brugt meget mere tid i køkkenet end ellers, men det gør jeg gerne, når jeg synes det bliver lidt surt at stå og tilberede alt det mad så snupper jeg lige et glimt på det dejlige billede også knokler jeg gerne videre.... For det smil vil jeg da bare se hver evig eneste dag :-)

Også er det for alvor forår, ihvertfald i følge kalenderen.. Her i Præstø startede den første forårsdag også i bedste stil med sol, varme og forår i luften..
Idag har den været lidt mere tvivlsom med et gråligt tåget skær, men solen har dog fået kæmpet sig igennem engang imellem, og den er blevet nydt når den har været der...
Ungerne har spillet bold i haven, og været i skoven og lege, jeg har ryddet op i værkstedet og fundet diverse haveredskaber frem, så de er klar når jeg får lysten til at luge i køkkenhaven og måske endda få gjort plads til et lille blomsterbed i haven.. 
Ikke, at det skal være for stort for så overlever det ikke de vilde bolde der flyver rundt i haven og ja sommetider er simon også med.. Og det har ellers ikke været noget han har lyst til....

Jeg nyder at se begge mine drenge smile, høre deres vilde glade skrig.. Jeg nyder at vi går imod lysere tider og der nu bliver mulighed for en masse udendørs aktiviteter sammen.
Jeg nyder at vinke farvel til to glade drenge, der cykler afsted og glæder sig til at komme i skole..
Jeg nyde at se, hvor meget de vokser for hver dag der går, og nyder at se, hvor godt det er for dem begge at komme i hver deres klasse...

Håber at du også har noget der gør at du nyder livet :-)