torsdag den 30. oktober 2014

Hjerneskadet....

Det ord er et ord, der for mig har fået en hel ny betydning.
Førhen når jeg hørte det ord, tænkte jeg på en person der sad og savlede og ikke rigtig kunne noget som helst.
Men sådanne er det jo så ikke, har jeg fundet ud af. Jeg prøver stadig at vænne mig til tanken om, at jeg er hjerneskadet, for jo før jeg acceptere det, jo før bliver det nok lidt nemmere.
Men at være hjerneskadet, behøver jo ikke at betyde, at man fuldstændig har tabt småkagen... 
Man kan sagtens som jeg være stanglækker og se (næsten :-) ) ganske normal ud.. Og hvis man ikke lige vidste det, ja så er det ikke noget man kan se...
Se bare....

Næsten normal at se på :-)

Billedet er fra i eftermiddag, hvor Bertha og jeg endelig fik os en gåtur inden mørket kom.....

Dagene går stille og roligt derud af, og egentlig har jeg det jo godt. Jeg prøver stadig at lære mit nye jeg at kende...
En som lettere bliver forvirret, især hvis planer pludseligt bliver ændret, en der har det bedst med at der er struktur på dagen og at den er en anelse forudsigelig. En som ikke kan jagte rundt og lege at overskudskællingen er på besøg.
En der helst skal huske at hvile i løbet af dagen og en der ikke husker så godt mere, især hvis hvilene bliver glemt.
Ja det kunne have været meget værrere, men må nok tilstå, at der er dage hvor jeg er sur og irriteret over den manglende energi, og føler at der er en fremmede der har overtaget mit hoved og min krop.
Dage hvor jeg kan blive godt gal i skralden over, at jeg pludselig er meget genert og ikke altid får sagt tingene... At når jeg har ignoreret min træthed så er det tit det rene vrøvl der kommer ud af min mund... Dvs. det jeg tænker jeg vil sige kommer ikke rigtigt ud eller også kommer der noget helt andet ud.... Det altså belastenede især, hvis man er ved at skælde en præteenager ud...

Men vi joker med, at jeg er hjerneskadet herhjemme og det bliver jo nok nemmere med tiden at acceptere, at sådanne er det.

Det er ikke for, at jeg skal lyde som et jammerhoved, for hvis jeg bare husker at få hvilet og ikke tror, at jeg pludselig meget mirakuløst er blevet helbredt...
Sådanne har jeg haft det de sidste to uger, fyldt mig med en masse kaffe med rigtig meget sukker og en masse cola... Prøvet at være hele dage i min arbejdsprøvening i håb om, at jeg kunne komme op på fuld tid og måske komme i betragtning til en ledig stilling på stedet....
Det var så en rigtig dårlig ide... Og tro mig det tror jeg ikke lige jeg prøver igen.... For de sidste dage har jeg ikke bare været træt, men meget træt.
Det er nok den største af mine men efter blodproppen, det er hjerneskadetrætheden.... Det er en anden slags træthed end det man normalt oplever, det ikke altid den kan soves væk.
Det føles som om at man enten er ved at få en omgang influenza eller at man har godt og grundigt tømmermænd, og man vandre rundt i en slags tåge eller måske en glasklokke og kan ikke samle sig om noget som helst.
Man bliver til en sur heks, der hurtigt farer op og høje lyde og konflikter er ikke lige noget man kan beskæftige sig med...

Men så længe jeg bare husker og acceptere, at sådanne er det bare, så går det jo rigtig godt.
Jeg er startet i arbejdsprøvning på en produktionsskole i Vordingborg, der hedder strømmen, der er jeg super glad for at være.
Indtil videre er jeg på 4 timer om dagen 4 dage om ugen, og har forsøgt nogle dage med fuld tid, men det går altså bare ikke endnu......
Om jeg nogensinde kommer op på fuld tid, vides ikke, men håbet er da der endnu.
Men det er lidt svært med den hjerneskadetræthed, for den er åbenbart temmelig tabubelagt...
Jobcentret er sikker på, at det bare er dovenskab, og det sted, hvor jeg går til en form for undervisning for hjerneskadet, det hedder visp, begyndte de også at mene, at jeg vistnok bare var doven og jeg skulle prøve at gå mig ud af min træthed, at jeg ikke skulle hvile mere..... Så følte mig faktisk temmelig forkert, og troede at jeg jo nok var doven.
Men var hos en neuropsykolog igår til en test, og hun kunne fortælle mig, at det var helt galt, jeg måtte på ingen måde ignorere min træthed, tværtimod skulle jeg hvile hverdag på et fast tidspunkt.. ellers kunne jeg risikere at de kognitive vanskeligheder jeg har blev værrer og måske ikke forsvandt igen...
Så har valgt at tro på neuropsykologen selvom det altså ikke er nemt at finde rundt i alle de meninger der er rundt omkring...

Men egentlig ville jeg bare have fortalt, at jeg har det faktisk ok, at jeg prøver at lære den nye marion at kende, og at jeg også har fundet noget af min gamle marion igen... der var stort gensynsglæde for havde nu savnet hende den fjollede, lidt mærkelige men glade marion :-)

Håber, at du også har det godt :-)

Vil prøve at være lidt bedre til at kigge ind forbi :-)