mandag den 30. marts 2015

Kaos...

Der er dømt kaos i krearummet...




Tænkte forleden dag, at jeg da lige kunne rydde lidt op...

det gøres lidt i etaper dog blev første pause lidt længere end planlagt da en eller anden havde efterladt en influenza eller ligende hos mig... dårligt sted at parkere den synes jeg nu nok....

Men nu må jeg da vist være nogenlunde frisk igen så satser på at komme videre imorgen.. selvom jeg lige nu synes det ser lidt håbløst ud...

Men mit nye jeg kan godt lide orden.. Og jeg er absolut ikke et ordensmenneske af natur, så det kræver lidt omstrukturering og systemer der er nemme at holde....
Hmm, ikke nemt når man er et kæmpe stort rodehoved...
Nå men må hellere kæmpe mig videre for har jo snart abstinenser efter at være kreativ...

Og Simon har jo bestilt en ny heldragt den jeg har lavet til ham engang er blevet for stor :-)

Håber du får en skøn og dejlig dag :-)

torsdag den 26. marts 2015

Livstegn....

Ja så er der livstegn fra Præstø madammen igen...

Jeg har tænkt meget på bloggen på det sidste og har virkelig flere gange taget spring til at komme tilbage igen. 
For savner faktisk min blog.. Savner at få skrevet om lidt af hvert og elsker jo at skrive...
Men synes, at det er svært at komme tilbage, hvor skal man begynde og hvor skal man slutte...
For kan umuligt opdatere næsten et helt år...

Har gang i flere overvejelser...
Måske en ny blog... En ny start....
For faktum er bare, at jeg er en ny Marion en anderledes Marion end hende der startede bloggen for mon ikke det snart er ved at være 5 år siden.
Jeg ved ikke helt endnu hvem den nye Marion er, ikke sådanne rigtigt. Bruger stadig tid på at finde mig selv i det nye jeg, finde bare noget af den gamle marion, for hun er der stadig engang imellem.
Men har ikke taget beslutningen endnu. Det er også ligesom om, at bloggens land ligesom er forandret efter at instagram er kommet frem.
En app, hvor man hurtigt lige kan lave en ny opdatering...

Men lever stadig, der er stadig op og nedture og tingene er ikke altid lige så nemme som før.
Men det bliver da sikkert bedre med tiden, det prøver jeg ihvertfald at overbevise mig selv om.
Lige for tiden er mit liv primært fyldt med at finde hoved og hale i jobafklaringsydelse, hvad er det og hvorfor er det sådanne..
Synes det føles som om, at den 8. marts 2014 var der en der kom til at trykke på standby knappen for derefter at lade fjernbetjeningen forsvinde...
Jeg vil så gerne videre, videre med livet og videre med en eller anden plan...
Men det ikke sådanne ligetil, der kan ikke rigtig lægges en rigtig plan før, at jeg bliver erklæret stationær...
Troede det var et ord, man primært brugte om computere, men nu bruges det også til mennesker...
Det er faktisk et lidt skræmmende ord, at få sat på sig synes, jeg ved godt, at det kun er et ord. Men når den status bliver sat på dig, så forventer man fra lægernes side ikke, at der kommer nogen bedring.
Og bedring må der altså meget gerne komme.
Jeg ved godt, at jeg kunne være meget værrere ramt end jeg er.
Men det der gør det så svært med den skade jeg har fået, er at den ikke kan ses, den er gemt fra omverdenen og jeg er typen, der hellere end gerne vil gøre alt for at gemme den endnu længere væk, for hader hvis folk kan se, at jeg er svag.
Min største skade er hjerneskadetræthed.. Som egentlig er en underlig størrelse... og som mange rigtig mange ikke rigtig forstår...
For hvis man er træt, kan man jo bare sove, og vupti så er den væk.... Sådanne er det desværre ikke med hjerneskadetræthed.
Den kan ikke soves væk og ikke rigtig kureres, måske jeg er heldig at den forsvinder efter et år sagde de til at starte med nu er det så indenfor de første 2 år (startede med at få at vide at det tog et par måneder til et halvt år)
Nogen slipper aldrig af med trætheden.... Og egentlig er det ikke så meget det at skulle leve med trætheden der er værst eller jo det er sgu ikke skide morsomt, at blive så hurtigt udtrættet, og at bare et familiearrangement, kan koste nogle dage på sofaen hvor hjernen og kroppen er fuldstændig udmattet.
Men det nærmere det, at der ikke ligesom er en plan....
Det med at gå og vente og se, det er nok det værste...
Jeg har brug for en plan for et mål, at gå imod, og det er der desværre ikke rigtig nogen der kan give mig....
Ikke før jeg har fået sat stemplet STATIONÆR på mig...
Så det ord, jeg har frygtet at få stemplet i panden er ligefør, at jeg glæder mig til at få.. For så kan jeg se fremad eller se et mål, der vil være mulighed for at se om jeg kan komme i betragtning til et fleksjob...
Eller hvad der ellers kan findes på....
Som det er nu, venter vi bare.... Venter på, at jeg forhåbentlig får det bedre, og fra jobcentrets side, venter man på, at jeg måske kan komme op på 25-30 timer at arbejde om ugen, for så er jeg jo rask... siger de.. Hmmm ved ikke lige hvad jeg skal synes om det, men jeg vil rigtig gerne være rask, være en der kan komme igang med en almindelig hverdag igen. En der kan ligge planer for, hvad jeg skal. En der kan bidrage til vores familie, til vores økonomi. Få et arbejde, hvor jeg kan bidrage med noget og det kan bidrage med noget i mit liv.
Men det det betyder lige nu og her, er jeg er i forskellige praktiksteder rundt omkring.
Indtil videre har jeg været på en produktionsskole på et kreativt værksted, i en garnbutik og efter påske starter jeg op på en efterskole på deres billedkunsthold.
Jeg glæder mig til at komme afsted, for selvom herhjemme er dejligt og trygt, så vil jeg jo gerne ud og se andre og opleve.
Jeg skal starte med at være afsted 2 dage om ugen omkring 3 timer af gangen også skal vi se, hvordan det går.
Heldigvis er jeg super heldig, jeg har nok en af de mest forstående sagsbehandler der findes på jobcentrene.. Som ser og hører mig og er meget forstående overfor min situation. Og er med på at finde steder til mig som ikke bare er et sted, hvor jeg skal placeres, men steder hvor jeg kan være en del af det der foregår og som giver mening for mig, og det betyder altså bare alt.
 Men er også hudløs ærlig overfor hende og tror, at det er vigtigt at sige det som det er.
Mange udefra, dem som ikke kender mig så godt, tror at jeg håber på at kunne få en førtidspension.... Og de kunne ikke tage mere fejl... 
Det er nok det sidste jeg ønsker.. Jeg er 38 år gammel og synes ikke, at jeg er færdig med at bidrage til arbejdslivet. 
Men jeg har efterhånden indset, at jeg nok ikke skal forvente at komme tilbage for fuld styrke igen. Men er nået til det punkt, hvor jeg bare vil være glad for at kunne komme tilbage, hvor mange timer og med hvad kan jeg ikke sætte finger på endnu..... Men bare jeg kommer tilbage.
Men drømme kan ingen tage fra mig, og jeg drømmer stadig om, at jeg en dag kan åbne min helt egen butik...
De drømme hjælper mig igennem de svære dage, når det hele er lidt sort og trætheden endnu engang har besejret overskudskællingen.
Og jeg elsker stadig at sy og strikke og hvad jeg ellers finder på. Min hobby er lige for tiden det der gør min dag værd at stå op til.
Og nogen gange bestemmer jeg mig for dagen i forvejen, at imorgen skal du altså bare sy... For ellers kan man godt komme til at ende i sofaen og ikke komme videre...
Man kan måske også komme til, at sygne lidt hen i selvmedlidenheden engang imellem... Og den skal fandme ikke have lov at tage over.. Nixen bixen...
Jeg prøver at komme ud og gå hver dag, men må tilstå, at det ikke altid lykkedes, da det nogen dage så kun er det jeg har overskuddet til... Når gåturen er ovre er energien opbrugt, men samtidig kan det også være den der giver mig energien til de næste dage... Måske man skulle overveje, at finde en at gå sammen med, så kommer jeg måske bedre afsted... 

Nå men, det bliv lige lidt længere end jeg havde forventet, og jeg vil forsøge at komme tilbage til at skrive igen... Og vise hvad jeg får lavet.....
Måske det bliver med en ny blog..... jeg tænker stadig...

Ha en skøn og dejlig dag, her er vejret gråt og trist idag, men nu kan det da ikke vare så længe inden at det hele begynder at vende og solen tager magten... det er jo trods alt forår... :-)