onsdag den 25. september 2013

Efterlysning.....

Kan du huske hende der overskudskællingen..... Har du set hende måske hun er strandet hos dig... tænker hvis du ved hvor hun er om du ikke lige kan sende hende i min retning?

For her løber jeg rundt i cirkler omkring mig selv og diverse andre ting. Min hjerne vil nå det hele, den vil være den skønne overskudsagtige mor der hygger med drengene over lektier og har tålmodighed til et barn der synes lektier er noget fanden har opfundet i vrede... og vil inspirer ham til at synes at lektier og skolen i det hele taget bare er vidunderlig, at det at lære er en gave....
Vil nyde sofaen og mit strikketøj, samtidig med at der bages hjemmebagte boller og rugbrød, og lave lækkert sundt inspirende aftensmad 
Jeg vil også være den lækre kæreste der smiler og dufter dejligt når manden vender hjem og ser godt ud har håret sat lidt og et dejligt smil på læben der indbyder til kram og kys......

Lad mig sige det sådanne det lykkedes ikke særligt godt...... 
 Lektielæsningen foregår på en alt andet en hyggelig måde... har absolut ikke tålmodigheden og istedet for at synes det at lære er vidunderligt sidder vi begge to og kommer til at hade skolen og lektierne mere og mere..... 
Aftensmaden findes ofte i remas frysedisk hvor det ofte er noget der lige hurtigt kan varmes... 
Bollerne bliver glemt i ovnen og bliver temmelig hårde når de istedet for de 15 min de skulle have haft for 45 min fordi mor her da helt glemte at hun faktisk var igang med at bage boller....
Når manden min lander herhjemme møder han en madamme med uglet hår, armgasser... ben og armhuler der nok burde være barberet for en uge siden..... Min meget sexet beklædning består af nusset joggingbukser og en top der nok burde have været til vask i forgårs...... Og istedet for det smil jeg egentlig havde tiltænkt ham, kommer der en eller anden grim bemærkning om, at han da godt lige kunne hjælpe noget mere herhjemme og han da også bare bla bla bla...
Ved ikke om du kender det, man har planlagt at man ville sige noget helt andet med når munden åbnes vælter der bare en hel masse mundlort ud som absolut ikke var meningen og man overvejer hvem fandens mokkestemme det var....

Lad mig sige, jeg plejer at være et positivt menneske, der kan se det positive i langt de fleste ting og ser lyst på det hele....
Hvor hun er forsvundet hen, ved jeg ikke, men jeg leder ihærdigt efter hende..... Ved snart bare ikke lige hvor jeg skal lede efter hende henne....
Tænker om det virkelig kan betyde så meget, at jeg har et arbejde som jeg ikke lige finder særligt tiltrækkende for at sige det mildt...
For tænker jeg har da klaret meget mere, jeg har drevet min egen virksomhed og der havde jeg 4 hjemmeboende børn oveni og da synes jeg da ikke at jeg blev til et eller andet monster, ja jeg tænker bare..... hmmmm gad vide om det virkelig betyder så meget....

Jeg drømmer ihvertfald om at finde noget andet noget der kan gøre mig til den glade lækre marion igen, og hvis jeg skal være helt ærlig så tænker jeg også om det er det værd at tage afsted den ene nat efter den anden og bare blive mere og mere træt, mere og mere sur, trist og ked af det.... Ja pengene er jo gode, og kan give os frirum til ikke at skulle vende hver en øre.... Men penge kan ikke købe lykke og hvad er det egentlig lige der er det vigtigste... Jeg ved det godt... men der er hele tiden den der stemme i baghovedet... Stemmen der siger, at nu må du altså bare tage dig sammen og komme igennem det her, hvor svært kan det være, mange andre kan jo sagtens.... Stemmen der prikker og stikker til en med alle de ting som jeg burde kunne overskue trods et fuldtidsarbejde om natten.... 
En spinkel stemme råber dog derude... prøver virkelig at overdøve den negative prøver at fortælle mig, at det er helt galt det her...... At det er ikke sådanne livet skal være, at det ikke er de materielle ting der betyder noget..... Men den er svær at høre og den er svær at lytte efter for den negative stemme er meget højere og tydeligere og har mange flere ting at sige...... 

Hmmmm den tydeligste ting den grimme stemme siger er faktisk at det bare er mig den er gal med, at jeg er doven og faktisk ikke gider at arbejde... Den har næsten overbevist mig....
Men har hørt den spinkle stemme sige, at det er jo slet ikke sådanne, at det er fordi det bare ikke er det rigtige jeg laver, at det bare er fordi jeg savner ordentlige kollegaer der behandler hinanden ordentligt, at jeg savner at møde på et arbejde hvor der måske er bare en smule mere udfordring...
For i bund og grund vil jeg jo gerne arbejde, vil gerne lave noget der gør mig glad, vil gerne mødes med andre mennesker.....
Men den grimme stemme råber op om forventninger om, at det jo kun er en god måned mere så er det ifølge min kontrakt slut..... At jeg bare skal tage mig selv i nakken og komme igennem det....
Men den spinkle stemme råber i baggrunden noget helt andet... Og hvad skal jeg dog lytte efter.... Ja jeg ved det ikke endnu.....

Jeg ved bare, at jeg gider ikke at være den sure mokke, som er trist og slet ikke glad, jeg ved bare, at jeg vil være glad og smile til verdenen og møde den med mit positive sind. Jeg ved bare, at så længe jeg er der hvor jeg er nu, så bliver jeg ved med at være den sure mokke..... Og det sgu noget skidt...

Jeg lytter og lytter og ved jo nok egentlig nok, hvad jeg skal gøre, men men men hvis dog bare den latterlige grimme stemme ville holde sin mund og ikke få mig til at føle mig som en fiasko, hvis jeg kaster håndklædet i ringen...

Jeg håber, at blive reddet har søgt en masse jobs, og håber en af dem bliver mit..... Håber og tænker og drømmer om, at det er mere mig de jobs jeg har søgt... Håber, at jeg kommer til samtale, at jeg får jobbet, at jeg slipper for at kaste håndklæddet i ringen....
Håber du lidt sammen med mig....

Jeg har stødt på nogen i min omgangskreds som læser min blog, og som siger, hvordan tør du skrive alt det der er så personligt... Og ja jeg ved det faktisk ikke.... Det er ikke noget der betyder så meget for mig, at der er nogen der læser nogle af mine inderste tanker. Jeg råber gerne ud i verdenen hvis det er noget der hjælper mig, jeg vil gerne vise mine frustrationer og vil gerne dele dem med dem der gider at læse dem... Det er jo frivilligt om man læser det jeg skriver eller ej, og hvis man ikke gider så det da ok, at gå til en anden side, det forstår jeg da fuldt ud....
Jeg skriver for min skyld og jeg skriver også lidt for andres.. Ment på den måde, at der er intet der kun er lyserødt og rosenrødt... Hvis jeg kun skrev alt det gode og glade der foregik i mit liv, så ville det jo ikke være helt rigtigt.. Det ville ikke vise mig, som det ærlige og ligefremme menneske jeg er....
Jamen hvad så hvis din arbejdsgiver eller en kommende googler dig og finder det du skriver var spørgsmålet... Jamen så det helt fint med mig, for jeg skriver ikke noget jeg ikke kan tåle at høre igen, jeg skriver ikke noget som jeg synes er for privat at dele med andre... Hvis jeg bliver valgt fra af en arbejdsgiver der ikke bryder sig om det jeg skriver her, jamen så ville jeg nok blive valgt fra alligevel når jeg kom til samtalen.
Jeg er den jeg er, og er egentlig ikke flov over det jeg skriver her og vil gerne stå ved det.... Hvis du synes det er for meget så kan jeg godt forstå det, men for mig virker det og for mig gør det at det hele bliver lidt bedre, hvis du forstår.
Jeg vil ikke skamme mig over, at jeg måske ikke lige har den fedeste tid i mit liv.. Jeg vil ikke skamme mig over, at være den jeg er.....
Som jeg sagde til vedkommende så kunne det jo også tænkes, at en kommende arbejdsgiver vil synes, at de fik et indblik ind i mig som de ellers ikke ville få... 
Jeg ved ikke om det har en betydning... Men jeg vil ikke ændre den jeg er, jeg vil ikke skulle sidde og overveje hvert ord, og hvad andre vil tænke og mene.. 

Jeg elsker jeres kommentarer og indput hver og en, jeg elsker at høre jeres meninger om alt hvad jeg skriver. Jeg synes det er fedt at få andres input og ideer til hvordan jeg lige kringler et eller andet.
Jeg elsker at høre om i kan lide de ting jeg laver....

Tak fordi du læste med... Ved godt det blev lidt langt idag.. Og slet ikke handlede om strik, syning eller andre kreative sysler, men det var hvad der rørte sig idag...

Håber du har haft en skøn og dejlig dag, her i det sydlige sjælland har solen skinnet og varmet dejligt..... Håber også solens stråler nåede til dig :-)

9 kommentarer:

  1. Hold da helt fast Marion,træk lige vejret,køb bollerne og brødet,køb de friske grøntsager som ER renset og skåret i stykker lige klar til at blive tilberedt,lad den dårlige samvittighed blive udenfor døren,den er ikke velkommen indenfor hvis den skal opføre sig sådan,Lektier-tjah de skal jo laves,tænd lidt lys på bordet,sæt en skål frugt/grønt skåret ud i mundhapser,strik lidt ved siden af ham imens i sammen får lavet lekter-tro mig-med 3 børn ved jeg lige præcis hvordan du har det,og det er dælme ikke sjovt,måske kunne drengene skrælle kartofler imens du snupper et bad inden manden kommer hjem,har man det godt med sig selv er det mest knotne også fordampet,og så er der jo heldigvis noget som hedder arbejdsfordeling,brug en dag hvor i alle har overskud ????!!!!,til at få delt opgaverne imellem jer allesammen,håber så meget du snart får lidt overskud,ved desværre ikke hvor hende som har overskudskællingen bor,jeg har hende ikke mere,hun forsvandt da jeg var færdig med raglan til min starmore.Varmt blogkram til dig

    SvarSlet
  2. Tror du trænger til et knus Marion - jeg sender hermed et afsted.
    Nej livet er ikke altid rosenrødt. Heldigvis er der en dag i morgen.
    Du er ærlig - både overfor andre og ikke mindst overfor dig selv, - og det er godt. Vi ved jo allesammen godt hvad vi BURDE gøre etc.. Men sådan fungerer det jo ikke altid i virkeligheden. Vi er jo dog mennesker. Personligt er jeg ved at ha' fået nok af diverse perfekte bolig-blogs. - Kan det virkelig passe, at et hjem ser så "perfekt" ud altid, eller er det i virkeligheden mere et opstillet billede for at imponere andre? Jeg ved det ikke, men sådan ser der i hvertfald ikke ud hos os.
    Ta´den med ro en tid Marion - alting skal nok vende igen. Sådan er livet - OP OG NED.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marion, det er heldigvis en begrænset periode af dit liv, hvor det hele kulsejler og det er lige pt, hvor du bager småkager til hele Danmark. Var du ikke færdig her i november ?
      Føler med dig. Og sidder og nikker af det Gitte og Pia har skrevet til dig.
      Jeg strikker også ved siden af min søn når han laver lektier, mit overskud er også så lille lige pt, så kan sagtens føle med dig.
      HÅber du når dit bad imorgen og ligner dig selv :) og husk at smile til verden, selv om det er svært lige nu.

      Sender mange blog kram til Præstø og dig. Du er så sej.

      Kh. Lis

      Slet
    2. Kæreste kæreste Marion, hold da op hvor livet køre med dig. Hold da op hvor du kommer længere og længere væk fra dig selv, din tro, dine drømme. Hold da op hvor er du blevet integreret i samfundet, blevet en del af den måde det passer systemet bedst på. Hold da op hvor du kæmper med dig selv.
      Ville ønske jeg kunne drysse lidt tro, håb og kærlighed over dig, ville ønske jeg kunne starte en verdens revolution som endte med et samfund der var skabt for mennesker og trivsel, et kreativ, smukt, inspirerende samfund hvor mennesket blev prioriteret højest. Hvor de mørkeste kampe var dem vi kæmpede inden i os selv for at lutre vores hjerte.
      Men sådan er det ikke, du er der, lige på din vej, lige med det der udfordre dig på bedste vis, så du kan lære det der giver aller mest vækst. Spørgsmålet er bare hvad og hvor er gaven til dig <3 den er der, jeg ved det, for jeg har været der så tit. Den ligger mellem vasketøjet, surheden og de tørre boller. Gaven der viser dig hvilken vej du skal gå i dit liv for at få trivsel, gaven der hjælper dig til at blive tro mod Marion. Gaven kunne være at Marion ikke behøver at være glad, smilende, overskudsagtig hele tiden, for livet er også alt det andet, gaven kunne være at opdage kærligheden ikke vægler mellem sødme og surhed, men elsker hele dig. Gavne kunne være at skabe et frirum hvor du ikke skal klare al ting, det viser din let vrissen af manden, der ligger jo et budskab til dig, til jer. Måske er gaven: lad være. Jeg ved det ikke, men jeg ved der er en gave.
      Jeg er her og åben for en snak hvis det er du har brug for det, for jeg kender det så godt og jeg hader selv at være der hvor du er lige nu, for når jeg er det så græder min sjæl istedet for at synge.
      Knus og kram til dig
      og så ved du, jeg går ind for at dele fra hjertet for det vil helt sikkert berige og røre andre og dermed sætte processer igang <3 <3 <3

      Slet
  3. Uha Marion - mon ikke vi alle er der ind i mellem? Det er ikke den store trøst, men tingene kører jo tit op og ned. Håber, at det snart vender for dig.

    SvarSlet
  4. Kære Marion. Av den er svær! Uden at kende dig tror jeg, at du kan have glæde af at bede din familie om hjælp. Vær lige så åben over for dem, som du er her på bloggen. Bed fx din mand om at læse dit blogindlæg... Fortæl dem helt åbent at filmen er ved at knække og at I er nødt til at finde en løsning sammen. Måske kunne I sætte jer sammen og finde ud af, hvad der er vigtigt for jer og hvad der er mindre vigtigt. Selvfølgelig kan du ikke overkomme lige så meget nu, som før du fik fuldtidsjob. Det er der ikke nogen, der kan - uanset jobbets karakter!!!

    Prøv at få delt ikke blot arbejdsopgaver, men også ansvar og gør det i fællesskab. Giv slip på den del af ansvaret, som andre påtager sig. Afstem jeres forventninger. Hvor mange gange om ugen er det realistisk, at der er overskud til hjemmelavet mad fra bunden? Hvis det kun er een gang om ugen, så er det sådan det er. Når beslutningen er taget, er der ingen grund til at ærgre sig over fryseretterne eller have dårlig samvittighed. Glæd jer i stedet til ugens hjemmelavede måltid :-) Snak om hvad ugens hjemmelavede ret skal være over middagsbordet, mens I guffer fryseretter. Måske blomstrer der et godt grin frem over foliebakken :-)

    Har skolen eller biblioteket en lektiecafe? Det er ikke noget nederlag at bede (ikke spørge om de vil!) sine børn om at gå i lektiecafeen! Hvis det ikke er hyggeligt for nogen af parterne at lave lektier hjemme, er det måske bedre at de bliver klaret henne på skolen. Hvis leg med kammeraterne venter forude, skal de nok få lavet opgaverne i en ruf! Du har kun ansvar for at dine drenge passer lektierne - det er ikke nogen naturlov at du selv skal sidde med dem over bøgerne. Og mens ungerne laver lektier på skolen, kan du ordne noget andet :-)

    ... men se at komme i bad! Når hygiejnen ryger, er den personlige værdighed i fare.

    Tror snart jeg vil gå ud og købe nogle småkager... Når jeg ved hvor meget blod, sved og tårer der ligger bag pakkerne, virker de pludselig meget mindre fabriksagtige end før :-) Og det er garanteret bedre at pakke småkager end at pakke fryseretter ;-)

    kh

    SvarSlet
  5. Kære Marion

    Herfra blot en varm hilsen, mange tanker og et kærligt "blog-kram"

    Lea

    SvarSlet
  6. Mange tak til jer alle sammen for jeres søde og dejlige kommentarer og ikke mindst krammene... De varmer alle hver især :-)

    SvarSlet
  7. kæreste Marion
    Det var et langt og meget gribende indlæg .. pyha hvor jeg håber alting bliver godt for jer .... sender dig et stort kram og en masse tanker

    SvarSlet