torsdag den 26. marts 2015

Livstegn....

Ja så er der livstegn fra Præstø madammen igen...

Jeg har tænkt meget på bloggen på det sidste og har virkelig flere gange taget spring til at komme tilbage igen. 
For savner faktisk min blog.. Savner at få skrevet om lidt af hvert og elsker jo at skrive...
Men synes, at det er svært at komme tilbage, hvor skal man begynde og hvor skal man slutte...
For kan umuligt opdatere næsten et helt år...

Har gang i flere overvejelser...
Måske en ny blog... En ny start....
For faktum er bare, at jeg er en ny Marion en anderledes Marion end hende der startede bloggen for mon ikke det snart er ved at være 5 år siden.
Jeg ved ikke helt endnu hvem den nye Marion er, ikke sådanne rigtigt. Bruger stadig tid på at finde mig selv i det nye jeg, finde bare noget af den gamle marion, for hun er der stadig engang imellem.
Men har ikke taget beslutningen endnu. Det er også ligesom om, at bloggens land ligesom er forandret efter at instagram er kommet frem.
En app, hvor man hurtigt lige kan lave en ny opdatering...

Men lever stadig, der er stadig op og nedture og tingene er ikke altid lige så nemme som før.
Men det bliver da sikkert bedre med tiden, det prøver jeg ihvertfald at overbevise mig selv om.
Lige for tiden er mit liv primært fyldt med at finde hoved og hale i jobafklaringsydelse, hvad er det og hvorfor er det sådanne..
Synes det føles som om, at den 8. marts 2014 var der en der kom til at trykke på standby knappen for derefter at lade fjernbetjeningen forsvinde...
Jeg vil så gerne videre, videre med livet og videre med en eller anden plan...
Men det ikke sådanne ligetil, der kan ikke rigtig lægges en rigtig plan før, at jeg bliver erklæret stationær...
Troede det var et ord, man primært brugte om computere, men nu bruges det også til mennesker...
Det er faktisk et lidt skræmmende ord, at få sat på sig synes, jeg ved godt, at det kun er et ord. Men når den status bliver sat på dig, så forventer man fra lægernes side ikke, at der kommer nogen bedring.
Og bedring må der altså meget gerne komme.
Jeg ved godt, at jeg kunne være meget værrere ramt end jeg er.
Men det der gør det så svært med den skade jeg har fået, er at den ikke kan ses, den er gemt fra omverdenen og jeg er typen, der hellere end gerne vil gøre alt for at gemme den endnu længere væk, for hader hvis folk kan se, at jeg er svag.
Min største skade er hjerneskadetræthed.. Som egentlig er en underlig størrelse... og som mange rigtig mange ikke rigtig forstår...
For hvis man er træt, kan man jo bare sove, og vupti så er den væk.... Sådanne er det desværre ikke med hjerneskadetræthed.
Den kan ikke soves væk og ikke rigtig kureres, måske jeg er heldig at den forsvinder efter et år sagde de til at starte med nu er det så indenfor de første 2 år (startede med at få at vide at det tog et par måneder til et halvt år)
Nogen slipper aldrig af med trætheden.... Og egentlig er det ikke så meget det at skulle leve med trætheden der er værst eller jo det er sgu ikke skide morsomt, at blive så hurtigt udtrættet, og at bare et familiearrangement, kan koste nogle dage på sofaen hvor hjernen og kroppen er fuldstændig udmattet.
Men det nærmere det, at der ikke ligesom er en plan....
Det med at gå og vente og se, det er nok det værste...
Jeg har brug for en plan for et mål, at gå imod, og det er der desværre ikke rigtig nogen der kan give mig....
Ikke før jeg har fået sat stemplet STATIONÆR på mig...
Så det ord, jeg har frygtet at få stemplet i panden er ligefør, at jeg glæder mig til at få.. For så kan jeg se fremad eller se et mål, der vil være mulighed for at se om jeg kan komme i betragtning til et fleksjob...
Eller hvad der ellers kan findes på....
Som det er nu, venter vi bare.... Venter på, at jeg forhåbentlig får det bedre, og fra jobcentrets side, venter man på, at jeg måske kan komme op på 25-30 timer at arbejde om ugen, for så er jeg jo rask... siger de.. Hmmm ved ikke lige hvad jeg skal synes om det, men jeg vil rigtig gerne være rask, være en der kan komme igang med en almindelig hverdag igen. En der kan ligge planer for, hvad jeg skal. En der kan bidrage til vores familie, til vores økonomi. Få et arbejde, hvor jeg kan bidrage med noget og det kan bidrage med noget i mit liv.
Men det det betyder lige nu og her, er jeg er i forskellige praktiksteder rundt omkring.
Indtil videre har jeg været på en produktionsskole på et kreativt værksted, i en garnbutik og efter påske starter jeg op på en efterskole på deres billedkunsthold.
Jeg glæder mig til at komme afsted, for selvom herhjemme er dejligt og trygt, så vil jeg jo gerne ud og se andre og opleve.
Jeg skal starte med at være afsted 2 dage om ugen omkring 3 timer af gangen også skal vi se, hvordan det går.
Heldigvis er jeg super heldig, jeg har nok en af de mest forstående sagsbehandler der findes på jobcentrene.. Som ser og hører mig og er meget forstående overfor min situation. Og er med på at finde steder til mig som ikke bare er et sted, hvor jeg skal placeres, men steder hvor jeg kan være en del af det der foregår og som giver mening for mig, og det betyder altså bare alt.
 Men er også hudløs ærlig overfor hende og tror, at det er vigtigt at sige det som det er.
Mange udefra, dem som ikke kender mig så godt, tror at jeg håber på at kunne få en førtidspension.... Og de kunne ikke tage mere fejl... 
Det er nok det sidste jeg ønsker.. Jeg er 38 år gammel og synes ikke, at jeg er færdig med at bidrage til arbejdslivet. 
Men jeg har efterhånden indset, at jeg nok ikke skal forvente at komme tilbage for fuld styrke igen. Men er nået til det punkt, hvor jeg bare vil være glad for at kunne komme tilbage, hvor mange timer og med hvad kan jeg ikke sætte finger på endnu..... Men bare jeg kommer tilbage.
Men drømme kan ingen tage fra mig, og jeg drømmer stadig om, at jeg en dag kan åbne min helt egen butik...
De drømme hjælper mig igennem de svære dage, når det hele er lidt sort og trætheden endnu engang har besejret overskudskællingen.
Og jeg elsker stadig at sy og strikke og hvad jeg ellers finder på. Min hobby er lige for tiden det der gør min dag værd at stå op til.
Og nogen gange bestemmer jeg mig for dagen i forvejen, at imorgen skal du altså bare sy... For ellers kan man godt komme til at ende i sofaen og ikke komme videre...
Man kan måske også komme til, at sygne lidt hen i selvmedlidenheden engang imellem... Og den skal fandme ikke have lov at tage over.. Nixen bixen...
Jeg prøver at komme ud og gå hver dag, men må tilstå, at det ikke altid lykkedes, da det nogen dage så kun er det jeg har overskuddet til... Når gåturen er ovre er energien opbrugt, men samtidig kan det også være den der giver mig energien til de næste dage... Måske man skulle overveje, at finde en at gå sammen med, så kommer jeg måske bedre afsted... 

Nå men, det bliv lige lidt længere end jeg havde forventet, og jeg vil forsøge at komme tilbage til at skrive igen... Og vise hvad jeg får lavet.....
Måske det bliver med en ny blog..... jeg tænker stadig...

Ha en skøn og dejlig dag, her er vejret gråt og trist idag, men nu kan det da ikke vare så længe inden at det hele begynder at vende og solen tager magten... det er jo trods alt forår... :-)

12 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. nåede at læse din kommentar inden den forsvandt og mange tak for dine søde ord, ja det er ikke altid at livet giver det man lige forventede, men så er det jo med at gribe det som det har givet. Har en lille jack russel terrier, som er rimelig god til at hive mig ud af døren men der er dage hvor det desværre ikke altid lige er nok, men så er der heldigvis flere gode dage :-)

      Slet
  2. Stort knus til dig :)

    Kh. Linette

    SvarSlet
  3. Bliver så grebet af din fortælling. Hvor er livet nogle gange bare hårdt. Hvor er det godt at du har gå på mod. Selvfølgelig skal du også have lov at bidrage med det du kan. Hvor mange timer det så bliver er mindre vigtigt og hvem ved, måske får du en dag din egen butik, måske en net butik og sikkert håndarbejdsrelateret. Jeg ønsker dig alt det bedste og sender et stort cyberknus her fra Aarhus.

    SvarSlet
    Svar
    1. dejligt med et cyperknus :-) ved ikke om jeg ligefrem synes det er hårdt jo nogle dage kan jeg godt synes det hele er lidt dumt, men mest pga. alt den uvished der er omkring det hele og at de måske tror at det bliver bedre og fordi der ingen plan er pt. men alt i alt er jeg jo pisse heldig... Jeg lever :-) og ja jeg drømmer helt sikker om at det kan blive en realitet en dag man kan jo håbe :-)

      Slet
  4. Hej Marion - velkommen tilbage. Fortsæt du bare hvor du slap - og lige her på samme blog hvor du slap - for så er du meget lettere at genfinde ;o) Det er godt at have dig tilbage - og som jeg ser det, er du ikke forpligtiget på at levere noget bestemt hverken på form eller indhold. Det er det gode her i blogland. Jeg har selv haft travlt med andre ting det sidste lange stykke tid - og får heller ikke lavet så mange indlæg som før. Det kan være det kommer igen - håber jeg :o) Det er en ordentlig omgang du har været igennem.

    SvarSlet
  5. Dejligt at "se" dig igen her inde, jeg har jo selv haft en længere pause fra bloggen, så kender alt til de overvejelse du har på det punkt, med hensyn til det andet så kan jeg slet. Ikke forestille mig hvor hårdt det må være at kæmpe sig tilbage til hverdagen og livet, jeg synes du er sej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have gitte det betyder meget for mig :-)

      Slet
  6. Kære Marion. Dejligt du har fundet vej til blogland igen - du har været savnet !! Uha hvor er der sket meget i dit liv....kan godt forstå det både er uoverskueligt og uoverkommeligt ind imellem, men jeg håber virkelig du må finde en vej og den hjælp, der er nødvendig ....motion er så vigtig når tingene er svære...håber du må finde en måde at få det til at fungere på....ville ønske jeg kunne være den, der kunne Walk and talk med dig :-) måske en lydbog i ørerne og så derudad :)
    God vind og alt det bedste. Knus Lilli

    SvarSlet
  7. Hej Marion
    Du har brug for tid - det er en hård omgang, du har været igennem. Blogbestyreren - jamen det er jo dig - så du bestemmer jo heldigvis selv :-) Hellere færre indlæg, der handler om noget end en masse tom snak. Rigtig god påske til dig og din familie :-)

    SvarSlet