Livet går jo videre....

Også selvom det hele føles temmelig underligt...

Så står jeg stadig op hver morgen og sender mand og børn afsted.. 

Drengene har deres hverdag der fortsætter som altid med skole, legekammerater og sport, og manden skal afsted og passe jobbet...

Så egentlig er alt som før, og alligevel ikke, jeg føler mig som sådanne ikke anderledes, jeg er jo nok stadig den samme som før.

Jeg har ingen synlige men af, hvad der skete.. Men selvom alt syner som før, så føles det absolut ikke som før...

Kan ikke helt sætte finger på hvad der er anderledes... Det hele føles bare meget anderledes...

Jeg tænker meget over, hvad der er sket, hvad der kunne være sket, hvor heldig jeg var og hvorfor... har absolut ikke fundet noget svar endnu....

Jeg føler hver en cm af min krop, jeg føler efter hvordan jeg har det, og mærker alt.... Og tænker at nu skal jeg da vist passe lidt på, at jeg ikke går hen og bliver en hypokonder...

For må altså nok tilstå, at der ikke skal meget anderledes til før jeg bliver nervøs eller bekymret, og tænker om der nu er noget på vej igen..

Jeg ved godt jeg får min mormor medicin, ja det kalder jeg det blodfortyndende medicin jeg får, for synes det er lidt mormoragtigt at tage sådanne noget.. Og jeg ved jo også godt at det gør, at der nok ikke kommer noget igen...

Men det kan altså ikke helt stoppe angsten for, at der kommer en ny blodprop eller noget andet for den sags skyld...

Det er en meget underlig fornemmelse at gå med i kroppen og jeg håber, at tiden læger den følelse.. For jeg er ikke typen der ellers sådanne render rundt og er bange.. Og jeg har sådanne set heller ikke lyst til at leve mit liv i angst for, at der skal ske noget hele tiden, det kan jeg ikke bruge til noget som helst..

Men tænker at tiden er min ven, og tiden hjælper mig videre...

Indtil videre er der jo kun gået en uge... 

Ugen har været fyldt med besøg.. For jeg har haft babysittere på hverdag.. Tirsdag kom min strikkeveninde, onsdag kom min mor, torsdag kom min veninde fra nivå, som jeg gik og snakkede i telefon med da det skete, og fredag kom min mor så igen...

Det har været rart at været omgivet af nogen især de første dage, men håber, at manden min kan leve med, at jeg er lidt alene i næste uge.. For selvom det er dejligt at være sammen med nogen man holder af og som holder af en, så kan jeg jo ikke blive bevogtet resten af mit liv.

Men det har været dejligt at have nogen at snakke med om det, og om alt muligt andet, så man også får tænkt på andre ting.

Ellers går mine dage i meget langsomt tempo, jeg er træt, meget træt, tænk jeg kan blive træt af bare at strikke....

Forleden var jeg i bad og gik en tur med naboen og hunden og så var jeg klar til en lur...

Altså det skal jeg også lige vænne mig til.. det er altså ikke lige mig.. Jeg kan godt lide at styre tempoet, kan godt lide at gøre de ting jeg har lyst til når jeg har lyst og ikke være bundet af noget...

Sådanne er det altså ikke lige nu, og ved godt, at det tager tid, men men har altså ikke den vilde tålmodighed på det punkt der.. Jeg vil jo gerne igang med tusinde ting og ikke bare sidde der og glo på at andre ordner det hele for mig...

Men hvis der skal være en mening med det sker omkring en, ja så er meningen nok, at jeg skal blive bedre til at modtage hjælp og bede om den...

Jeg savner min daglige gåtur med Bertha, hvor det bare var min tid, til at gå og nyde roen og naturen omkring mig.. Men det varer nok lidt inden det bare bliver os to igen og indtil videre har jeg fået lokket naboen til at gå sammen med os, så vi begge kan blive luftet lidt... Især drengene er ikke begejstret ved tanken om, at jeg skal genoptage min alene gåture og det kan jeg godt forstå, men vi må jo også videre..

Men lige nu føjer jeg dem og manden, for orker faktisk ikke at gå så langt endnu, også er det meget rart at have en med, også for min egen skyld, en der lige kan huske mig på, at vi også skal have energien til at gå tilbage.. 

Har fået besked på, at her i starten skal jeg passe på med ikke at overanstrenge mig..... Jeg har idag overvejet gad vide hvor længe det mon er.... hmmm jaeee det jo ikke godt at vide...  det må jeg altså lige finde ud af hvor længe det er....

Blæsten har suset godt idag, og håber, at noget af det smukke dejlige vejr snart kommer tilbage igen, for det kan jeg altså godt vænne mig til :-)

god lørdag til dig og dine håber, at du husker at stoppe op og nyde livet og det du har kært...