torsdag den 30. oktober 2014

Hjerneskadet....

Det ord er et ord, der for mig har fået en hel ny betydning.
Førhen når jeg hørte det ord, tænkte jeg på en person der sad og savlede og ikke rigtig kunne noget som helst.
Men sådanne er det jo så ikke, har jeg fundet ud af. Jeg prøver stadig at vænne mig til tanken om, at jeg er hjerneskadet, for jo før jeg acceptere det, jo før bliver det nok lidt nemmere.
Men at være hjerneskadet, behøver jo ikke at betyde, at man fuldstændig har tabt småkagen... 
Man kan sagtens som jeg være stanglækker og se (næsten :-) ) ganske normal ud.. Og hvis man ikke lige vidste det, ja så er det ikke noget man kan se...
Se bare....

Næsten normal at se på :-)

Billedet er fra i eftermiddag, hvor Bertha og jeg endelig fik os en gåtur inden mørket kom.....

Dagene går stille og roligt derud af, og egentlig har jeg det jo godt. Jeg prøver stadig at lære mit nye jeg at kende...
En som lettere bliver forvirret, især hvis planer pludseligt bliver ændret, en der har det bedst med at der er struktur på dagen og at den er en anelse forudsigelig. En som ikke kan jagte rundt og lege at overskudskællingen er på besøg.
En der helst skal huske at hvile i løbet af dagen og en der ikke husker så godt mere, især hvis hvilene bliver glemt.
Ja det kunne have været meget værrere, men må nok tilstå, at der er dage hvor jeg er sur og irriteret over den manglende energi, og føler at der er en fremmede der har overtaget mit hoved og min krop.
Dage hvor jeg kan blive godt gal i skralden over, at jeg pludselig er meget genert og ikke altid får sagt tingene... At når jeg har ignoreret min træthed så er det tit det rene vrøvl der kommer ud af min mund... Dvs. det jeg tænker jeg vil sige kommer ikke rigtigt ud eller også kommer der noget helt andet ud.... Det altså belastenede især, hvis man er ved at skælde en præteenager ud...

Men vi joker med, at jeg er hjerneskadet herhjemme og det bliver jo nok nemmere med tiden at acceptere, at sådanne er det.

Det er ikke for, at jeg skal lyde som et jammerhoved, for hvis jeg bare husker at få hvilet og ikke tror, at jeg pludselig meget mirakuløst er blevet helbredt...
Sådanne har jeg haft det de sidste to uger, fyldt mig med en masse kaffe med rigtig meget sukker og en masse cola... Prøvet at være hele dage i min arbejdsprøvening i håb om, at jeg kunne komme op på fuld tid og måske komme i betragtning til en ledig stilling på stedet....
Det var så en rigtig dårlig ide... Og tro mig det tror jeg ikke lige jeg prøver igen.... For de sidste dage har jeg ikke bare været træt, men meget træt.
Det er nok den største af mine men efter blodproppen, det er hjerneskadetrætheden.... Det er en anden slags træthed end det man normalt oplever, det ikke altid den kan soves væk.
Det føles som om at man enten er ved at få en omgang influenza eller at man har godt og grundigt tømmermænd, og man vandre rundt i en slags tåge eller måske en glasklokke og kan ikke samle sig om noget som helst.
Man bliver til en sur heks, der hurtigt farer op og høje lyde og konflikter er ikke lige noget man kan beskæftige sig med...

Men så længe jeg bare husker og acceptere, at sådanne er det bare, så går det jo rigtig godt.
Jeg er startet i arbejdsprøvning på en produktionsskole i Vordingborg, der hedder strømmen, der er jeg super glad for at være.
Indtil videre er jeg på 4 timer om dagen 4 dage om ugen, og har forsøgt nogle dage med fuld tid, men det går altså bare ikke endnu......
Om jeg nogensinde kommer op på fuld tid, vides ikke, men håbet er da der endnu.
Men det er lidt svært med den hjerneskadetræthed, for den er åbenbart temmelig tabubelagt...
Jobcentret er sikker på, at det bare er dovenskab, og det sted, hvor jeg går til en form for undervisning for hjerneskadet, det hedder visp, begyndte de også at mene, at jeg vistnok bare var doven og jeg skulle prøve at gå mig ud af min træthed, at jeg ikke skulle hvile mere..... Så følte mig faktisk temmelig forkert, og troede at jeg jo nok var doven.
Men var hos en neuropsykolog igår til en test, og hun kunne fortælle mig, at det var helt galt, jeg måtte på ingen måde ignorere min træthed, tværtimod skulle jeg hvile hverdag på et fast tidspunkt.. ellers kunne jeg risikere at de kognitive vanskeligheder jeg har blev værrer og måske ikke forsvandt igen...
Så har valgt at tro på neuropsykologen selvom det altså ikke er nemt at finde rundt i alle de meninger der er rundt omkring...

Men egentlig ville jeg bare have fortalt, at jeg har det faktisk ok, at jeg prøver at lære den nye marion at kende, og at jeg også har fundet noget af min gamle marion igen... der var stort gensynsglæde for havde nu savnet hende den fjollede, lidt mærkelige men glade marion :-)

Håber, at du også har det godt :-)

Vil prøve at være lidt bedre til at kigge ind forbi :-)

10 kommentarer:

  1. Jeg har også haft en blodprop i hjernen, nu er det 2,5 år siden, og nu er jeg næsten oppe på 100 0/0 igen, min læge sagde at der ville gå mindst 2 år, og det er rigtig, så mon du ikke du får det bedre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej løkke, vil lige starte med at sige dig tak for den mail du sendte til mig for længe siden efterhånden og gjorde mig opmærksom på, at det kunne være min kolesterolmedicin, der gjorde, at jeg var så svimmel og det var det sørme, min egen læge mente ikke det kunne være det, men neurologen gjorde forsøget og nu, er jeg ikke svimmel mere, det er jeg så glad for, fik bare aldrig skrevet til dig for at sige ordentlig tak..
      Er glad for, at høre, at der er håb forude, for på visp mente de bestemt, at det burde have været blevet meget bedre nu, men dejligt at vide, at lyset er forude :-)

      Slet
  2. Åhh da. Føler med dig og ved fra egen krop, at accept er svært, men du har fat i den rigtige ende og jeg er bare så glad for at læse, at din neuropsykolog trak i håndbremsen. Jeg skal ikke kloge i din sygdom, da alle oplever sådan noget forskelligt, men et godt råd herfra vil jeg tillade mig at komme med. Lyt til din krops signaler, følg dem og lad andres meninger gå ind af det ene øre og ud af den anden. Bliver sørme lidt vred på dine vegne, over at de kalder dig doven. De skulle lige selv prøve at tage en enkelt dag i dine sko, sidder jeg og tænker.
    Godt skrevet og god vind fremover

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have og ja det er ikke altid nemt, men ja du har ret bliver nødt til at lytte til, hvad kroppen siger ;-) så nu gider jeg ikke at høre på alt deres snak om at være doven.....

      Slet
  3. Kære Marion. Pyh det er godt nok en hård omgang....og at man så også skal tumle med systemet og beskyldes for dovenskab og udsættes for forskellige "eksperimenter"....
    Enig med ovennævnte i, at det allervigtigste er, at du lytter til dig selv og stoler på det du føler!! Jeg håber det bedste for dig og at tiden er på din side - restitution tager lang tid...og kræver tålmodighed ;-)
    Ha det godt:-)

    SvarSlet
  4. Hej kan godt forstå det er svært, når man nu normalt kan og så ikke kan mere. Og når nogle som skulle have styr på det, siger man bare er doven hummmm.
    Håber du finder hende som du kender igen og ellers begynder at nyde hende den nye.

    SvarSlet
    Svar
    1. ja anne marie, prøver på at finde den nye og også lidt af den gamle og komme til at holde af hende :-)

      Slet
  5. Hej Marion - det er naturligvis en slem kamel at sluge, at du ikke helt er på omdrejningshøjde med hvad du har været tidligere. Men når det så er sagt, så betyder det at du nu ved du skal tage hensyn til dig selv (pauser, hvil etc), og heldigvis kan sådan en hjerne trænes op og blive bedre end den er lige nu. Men den træthed vil nok altid være en følgesvend i et eller andet omfang. Hvor var det godt du fik hurtig hjælp ifbm den blodprop. pøj pøj med det hele. :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. tak skal du have mona :-) ja man skal lige vænne sig til det der er anderledes og ja det kunne jo have gået meget værrere så er skam også taknemmelig de fleste dage ;-)

      Slet
  6. Ja - det er ganske utroligt, hvad man skal stå model til - ikke lige dét, man behøver, når verden i forvejen er drejet 180 grader. Jeg synes, det lyder som om du tackler det utrolig godt og selvfølgelig har du brug for tid til at vænne dig til, at tingene er anderledes - det ville da være mærkeligt andet. Med dit gå på mod, skal du nok gå en god tilværelse i møde og lære at tage de hensyn til dig selv, der skal til - og iøvrigt blæse på de uigennemtænkte og ufølsomme kommentarer, der desværre også kommer.
    Og tak for dine søde kommentar på min blog :-)

    SvarSlet